Åbningstider
Biblioteket anbefaler
I Villabyerne anbefaler biblioteket en ugentlig bog. Denne uge er det "Usynlig" af ameriakanske Paul Auster.

Paul Austers seneste roman "Usynlig" er i mine øjne en af hans bedste romaner. I fortællingen om den godhjertede Adam Walker, udfordrer sympatiske Auster med held sine egne rammer, hvilket skaber en særdeles sansende og skælvende energi i bogen. Walker er en typisk Austerfigur, der er indsat i en typisk Auster'sk rammefortælling. Han er en 20-årig amerikansk litteraturstuderende og forfatterspire, der ud af det blå tilbydes penge af den noget ældre franskmand Rudolf Born til at starte et litterært tidsskrift. Bonn introducerer samtidig den unge mand for sin forførende kæreste Margot, og tilbyder ham desuden at indlede et forhold til hende, mens han er hjemme i Frankrig i et uopsætteligt ærinde. Auster koger som oftest sin romans suppe på et kernetema, der drejer sig om afsøgningen af grænser og muligheder for at opnå erkendelse gennem sproget. "Usynlig" er et godt eksempel på, hvordan hans forfatterskab er dybt optaget af at sætte virkeligheden overfor sproget og litteraturens konstruktioner. De fleste af hans fortællinger eksisterer i et sitrende spændingsfelt, hvor han på den ene side gør meget ud af at opbygge læserens tillid til det fortalte som realistisk, og dernæst nedbryder denne forventning ved at demonstrere, at det hele er funderet på fiktion. Folk der i forvejen holder af Paul Austers forfatterskab, vil ikke blot fryde sig over endnu en tur i det kendte og elskede Auster univers, men vil ligeledes se en helt ny, mørkere og mere erotisk side af forfatterskabet. Nye læsere derimod, kan glæde sig til at træde et skridt tilbage og dykke ned i hans efterhånden enorme forfatterskab.
læs også artiklen i denne uges Villabyerne klik her
Tilmeld dig og få biblioteket anbefaler pr. mail hver uge.
Af Signe Langved Pallisgaard, lagt online 24.11.2009
