Åbningstider
Ugens læser
I ugerne op til valget er det partiernes spidskandidater der er ugens læser. Gentofte Bibliotekerne præsenterer hver uge i samarbejde med Villabyerne en "Ugens læser" - denne uge er det Birgit Hemmingsen, medlem af kommunalbestyrelsen for Gentofte listen.

Navn, alder, stilling:
Birgit Hemmingsen, 58, jurist
Hvilken roman har du sidst læst?
Erik Bjeragers interview af Johannes Møllehave: "Det ender godt" og lige nu "Det ordentlige menneske" af Henrik Jensen, mens Anne B. Ragdes "Arseniktårnet" venter på hylden.
Hvem er din favoritforfatter
Jeg har ikke én, men masser af favoritter. Udover de allerede nævnte f.eks.: Kerstin Ekman, Paul Auster, Siri Hustvedt, Henning Mankell - og så har vi lige læst "Hosekræmmeren" af Steen Steensen Blicher igen.
Hvad er din favoritgenre?
Biografier, krimier, rejseskildringer, historiske romaner, dejlig skønlitteratur - heller ikke her kan jeg sige mig fri for, at bøger og læsning betyder rigtig meget for mig.
Har du nogensinde opgivet en bog?
Ja, "Kongemordet" af Hanne-Vibeke Holst
Hvilken bog vil du anbefale andre læsere?
Næsten alle de bøger, jeg læser, giver jeg gerne anbefaling af.
For nyligt talte jeg med en god veninde om Siegfried Lenz: "Et minuts stilhed" og Orhan Pamuk: "Tavshedens Hus".
Ellers vil jeg anbefale en god krimi til afslapning, en rejsebeskrivelse til inspiration og digte til genoplevelse.
Læs også Jens Christian Grøndahls "Fire dage i marts", hvis du vil vide, hvor lidt, du egentlig ved om dine børn og supplér den med Henning Mankells "Kennedys Hjerne". Du kan desuden nyde dybden i Kerstin Ekmans romaner og tage på rejse med "Vindens Skygge" - ja, jeg kunne blive ved. Bøger er helt uundværlige hjemme hos os.
Af litteraturkonsulent Signe Langtved Pallisgaard slp@gentofte.dk
