Åbningstider
Tranefilm: Claus Carstensen og Peter Bonde, Jesper Just, Jørgen Roos
Tirsdag. d. 27. april 2010 kl.17.00-18.30 i Øregaardssalen, entré 30 kr.
Traditionen tro præsenterer Tranefilm-arrangementerne film fra kunstens verden: enten portrætter af væsentlige kunstnere, eksperimenterende kunstfilm og videoer eller dokumentarfilm lavet af kunstnere.
I forbindelse med Melou Vanggaards aktuelle udstilling Alluring Dark Blue and Hangoves på Traneudstillingen præsenterer Vanggaard et program med tre forskellige kortfilm af andre danske kunstnere. Til arrangementet har Vanggaard inviteret hendes forhenværende professor på Kunstakademiet, kunstner Claus Carstensen, til at introducere filmen Yellow Waste / Blue Heaven, som han har lavet i samarbejde med kunstneren Peter Bonde og producer Thomas Andersen. Filmen vises som den første på programmet. Derefter følge Jesper Justs A Vicious Undertow fra 2007 og Albert Mertz og Jørgen Roos´ legendariske eksperimentalfilm Flugten fra 1942.
Introduktion af aftenens program ved Melou Vanggaard.
Beskrivelse af de tre film:
Yellow Waste / Blue Heaven, 2009
- Claus Carstensen, Peter Bonde, Thomas Andersen.
To biler, to billedkunstnere og et lille filmhold. Sammen med fotograf og producer Thomas Andersen rejser de to kunstnere og tidligere professorer Peter Bonde og Claus Carstensen til yderzonerne af Californien. Udgangspunktet er en roadmovie om roadmovies - en kritisk undersøgelse af genren. Planen afspores dog fra start, og resultatet bliver i stedet en rablende, underfundig og skarp beretning om de to kunstneres møde med sælsomme personligheder, vilde landskaber og deres egne refleksioner over kunsten.
Filmen Yellow Waste / Blue Heaven er et kludetæppe af scener fra det yderste vest af USA. Filmen dokumenterer med et overbud af humor og energi Bondes og Carstensens møde med både det myteopspundne landskab og de mere ukendte sider af Californien. Dertil kommer det spraglede persongalleri, som krydser deres vej: den messende nykristne kunstner, som er i gang med at farvelægge bjerget Salvation Mountain, en afstikker til The Joshua Tree Desert iført Nixon-maske samt et besøg til en ludfattig hippiekoloni.
Sideløbende konfronterer de to kunstnere sig selv og hinanden med nogle af de amerikanske kollegaer og kunstneriske forbilleder, som de gennem årene har været inspireret af og samarbejdet med, ligesom rejsen byder på et gensyn med og en viderebearbejdning af nogle af de to danske kunstneres tidligere projekter.
A Viscious Undertow, 2007
Jesper Just
A Vicious Undertow er en sort/hvid film af den internationalt anerkendte danske videokunstner Jesper Just. Til melodien af Moody Blues Nights in White Satin åbner filmen som en vals. Kameraets blik bevæger sig hen over et orientalsk dekoreret velourtapet, der sætter scenen i en atmosfærisk belyst natbar. Gennem sang og bevægelse introduceret Just hans tre karakterer - en midaldrende kvinde, en yngre kvinde og en ung mand.
Fløjtende til melodien møder den ældre kvinde først den yngre kvinde i baren og udveksler længselsfulde blikke, hvorefter de danser vals. Manden bryder ind og kræver den yngre kvinde som dansepartner. Den ældre kvinde trækker sig tilbage, træder ud af baren og ud af filmsettet og man følge hende, mens hun går op af en spiralformet tårntrappe. Hun når toppen og vender sig om for at betragte den stille nat over byen, men hendes humør er uklart. Er hun fortvivlet eller triumferende?
Som i mange af Jesper Justs tidligere film, er der ikke umiddelbart noget plot. Det essentielle i filmen er den udvidede dans mellem de tre karakterer og det iboende trekantsdrama, der latent pirrer beskuerens nysgerrighed.
Hvad enten karaktererne eksisterer i real time eller som historiske minder i den ældre kvindes erindring, så fremstår de emotionelle og seksuelle spænding mellem de tre karakterer lige stærke. Ungdom, skønhed og seksualitet gennemsyrer filmens dybt æstetiserede struktur, mens stærke antydninger af melankoli, naivitet og ugengældte følelser mystificerer karakterernes forhold til hinanden og således også hele filmens handlingsforløb.

Flugten, 1942
Albert Mertz og Jørgen Roos
Albert Mertz og Jørgen Roos' syv minutter lange kortfilm Flugten regnes for Danmarks første eksperimentalfilm, og er i sin hektisk springende fortællestil et opslugende sindbillede på en mands desperation og angst.
En mand, spillet af den unge billedhugger Robert Jacobsen, er på flugt, tilsyneladende efter at have begået et mord. Han løber og løber. Først i et bymiljø, siden ud af byen, på landet og ind i skoven. Han stopper op, kigger sig over skulderen, hvorefter han løber videre i samme apatiske tempo. Hele tiden føler han sig forfulgt og mistænkt af de han passerer. Angsten synes at bygges op til det umenneskelige, det ulidelige og deri billedliggøres flugtens udmattende essens på en særlig taktil måde.
Mertz og Roos optog filmen på små stumper af 16mm film og har herigennem meget fængende formået at komprimeret følelserne af stres, angst og skyldfølelse ned til det nærved kortest mulige. Flugten fremstår i sin stillistiske karakter som både eksperimentel og avantgardistisk.
Som kunstner pegede Alberts Mertz' eksperimenterende stil i 1950'erne og 1960'erne pegede frem mod neodadaismen (Robert Rauschenberg) og Fluxus (Arthur Köpcke), som han var beslægtet med, og filmen blev i en afgørende epoke hans foretrukne medium.
Kontakt oplysninger
Traneudstillingen
Gentofte Hovedbibliotek
Ahlmanns Allé 6
2900 Hellerup
Tlf: 39 98 58 43
E-mail: Kunstkonsulenten
Åbent: man-fre 10-19, lør 11-16
