Åbningstider
Traneudstilling - Charlotte Schrøder: Vævede billeder, små historier
14. juni - 19. juli 2003
Charlotte Schrøder viser på sommerens Traneudstilling VÆVEDE BILLEDER, små historier.
Udstillingen har været vist på Kunstindustrimuseet i 2002 og Nordjyllands Kunstmuseum i 2003.
I Traneudstillingens version ophænges udstillingen frit i rummet, monteret på store transparente, hvide akrylplader.
Charlotte Schrøder (f. 1946) er især kendt for sine motiver omkring musik og musikoplevelse.
Det er en verden, hun er fortrolig med, og som til stadighed fylder hende med billeder.
Sort/hvide skitser oversættes til kompositioner af farvede garner i uld, silke og hør.
I de senere år har Charlotte Schrøder også arbejdet i de helt store formater og opnået stor anerkendelse. Et hovedværk er "Musikkens Verden" 1998, udført som udsmykning til Meany Hall, Seattle.
På Traneudstillingen vises tillige et helt nyt værk i stort format " Erling Bløndal Bengtsson spiller Prokofjev", som er udført efter skitse på Frederiksværk Kammermusikfestival.
VÆVEDE BILLEDER, små historier viser en intim verden af minitekstiler og dagbogsnotater, hvor vi følger Charlotte Schrøder på rejser til nær og fjern.
Vibeke Woldbye skrev så smukt i kataloget til udstillingen, da den blev vist på Kunstindustrimuseet.
Miniformatet dikterer en mere naturalistisk form end de store formater. Hjemme i vævestuen stilles skarpt på motivet og med en tætvævet spinkel tråd "fremkaldes" den løse skitse, indtil det sete og erindrede træder tydeligt frem.
Man overgiver sig fuldstændigt til disse små, sansede billeder, der indeholder det hele i koncentrat, og som suppleret af kunstnerens egne korte notater giver os lov til at kigge i Charlotte Schrøders private familiealbum.
Charlotte Schrøder bor og arbejder i Gentofte kommune. Her har hun udført udsmykninger til både Hellerup Kirke (Bryllupstæppe) og en stor udsmykning til Vangede Kirke.
Du kan besøge kunsterens hjemmeside på www.charlotteschroeder.dk.
