19. februar - 23. marts 2005

Indtil 23. marts 2005 viser maleren Ivan Andersen Traneudstillingen Pina Colada.

Ivan Andersen (f. 1968) har siden 1999 været elev på Det Kgl. Danske Kunstakademi.

Han har allerede flere væsentlige udstillinger bag sig. December 2003 gruppeudstillingen Digitale Interventioner, Kunstakademiets Udstillingssted Q, januar 2004 separatudstillingen Ondt er da på vej herned, Galleri Tom Christoffersen, hvor han nu er tilknyttet, august

2004 gruppeudstillingen Realisme?, Den Frie Udstillings Bygning og oktober 2004 Charlottenborgs Efterårsudstilling 2004.

Merete Jankowski fra Galleri Tom Christoffersen skriver bl.a. om Ivan Andersen:

Den foruroligende mistanke om, at vi lever i en kulisseverden ligger latent i Ivans Andersens billeder. I værkerne der motivmæssigt emmer af hverdagsscener i forstads Danmark - pølsevogne, parcelhuse og mennesketomme villaveje - rammes vi hurtigt af fornemmelsen af, at noget ikke helt er, som det skal være: Husene ser ud som om, at de er ved at løsne sig fra deres sokler, sære lyskegler stråler ned gennem hustagene, pølsevognen er ved at flyde ud på jorden, i opløsning. Du kan heller ikke vide dig for sikker!

Dette paranoide motiv-univers underbygges i høj grad af Ivan Andersens formsprog:

En stram, lettere kantet naturalisme bygget op af planer og flader står i modsætning til ekspressive, farverige elementer, hvor malingen flyder og drypper ned af lærredet - det maleriske univers er også formelt set gået op i kanterne.

I sine seneste værker har Andersens billeder i stigende grad antaget en stadig mørkere tone. Den latente humor synes at være blevet trængt i et stadigt mere "Bradbury'sk" univers, i hvilket skyer i oprør indrammer todimensionelle huse, som lyser med et underjordisk lys, mens eksplosioner af maling flænger himlen og afslører parallelle universer. Kollage-elementer er blevet en integreret del af Ivan Andersens billedmæssige signatur - udklip fra reklamer, filmplakater og nyheds-fotografi blander sig for ydermere at sløre linjerne mellem fakta og fiktion. Og, måske ikke helt tilfældigt, er de eneste menneskelige figurer, som vi ser, klæbet direkte på lærredet. Ikke rigtigt hørende til, ikke rigtigt passende ind.