16. juni - 21. juli 2001

Sehnsucht nach der Sehnsucht var titlen på den udstilling, hvormed de nordiske regeringer den 20. oktober 1999 fejrede indvielsen af det fælles Ambassadekompleks i Berlin. Længsel efter længslen fik i 2000 sin danske premiere på Museet for Fotokunst, som oprindelig sammensatte udstillingen.

Udstillingen viser nyere værker af seks markante nordiske fotografer. Genrer og formater varierer og skænker den besøgende en række dybtstikkende, snart håbefulde, snart foruroligende indtryk af den fluktuerende nordiske identitet her op til årtusindskiftet. De seks kunstnere er Pia Arke, Grønland, Kristján Maack, Island, Eva Merz, Danmark, Fin Serck-Hanssen, Norge, Lars Tunbjörk, Sverige, og Pekka Turunen, Finland.

For mange udenlandske iagttagere er Norden stadig en enhed med klare fællestræk. I vintersæsonen udstyres skandinaverne med melankoliens dystre stempel, mens omvendt hæmningerne løsnes under de lyse nætters fortryllelse og eufori. Gennem udlændingens omvendte kikkert ses det nordiske landskab fortsat som fjernt og eksotisk, en slags sjælelandskab til billedliggørelse af nordboens splittede gemyt. Men hvordan med nordboerne selv? Er de fortsat programmeret til udslag efter årstiderne eller har de lagt barbariet af sig og er blevet emanciperede unionister? Går man til kunstnernes billeder, er det gudskelov ikke så ligetil at besvare. For at få styr på 'det derinde' må man fortsat spejle sig i 'det derude'. I sin søgen flytter man måske målet, fra landet til byen, og naturen defineres om. Men selv som nostalgisk erindring er landskabsbegrebet intakt - et mytestof, som hver opvoksende generation må påtage sig at udfordre og forny. Selvom teknologien flytter grænser, afstande skrumper ind og mørket fortrænges, så er længslen efter dette særligt nordiske der stadig, midt mellem myte og virkelighed.

Det er denne uhåndterlige følelse, der er udstillingens genstand. Og ikke blot det nordiske drømmestof, men snarere længslen generelt. Hos vore forfædre, i romantikken, var længslen vilkår og drivkraft, for der var på alle måder langt til opfyldelsen. I dag er behovsindfrielsen første bud, og længslen er selv en mangelvare, man nødig sætter ord på. I billedverdenen kan kontakterne til drømmen knyttes på ny, men - som det vil ses - i forskellige former for beskyttelsesdragt. 

Finn Thrane

Museet for Fotokunst