Åbningstider
Traneudstilling - Maria Hornshøj: Streetwear paintings
Traneudstillingen, som varer fra d. 11/10 til d. 9/11, er åben mandag-fredag 10-19, lørdag-søndag 11-16
11. oktober - 9. november 2008 på Gentofte Hovedbibliotek
Maria Hornhøjs udstilling 'Streetwear Paintings' handler om, hvordan byens klæder ændrer sig:
"Bevæger man sig langsomt og efter lukketid, ser man facadernes udsmykning af markiser, skilte og vinduer. Når man bevæger sig hurtigt gennem byen, ser man ikke længere de individuelle facader og vinduer med hver deres pynt, men en sammensmeltet farvekollage. Det var denne farvekollage jeg efter en tur gennem Hellerups butiksstrøg bed mærke i, lige pludselig der, på min cykel, blev det hele smalt, og alt smeltede sammen til farvestriber", fortæller Maria Hornshøj om udgangspunktet for Streetwear Paintings.
Omdrejningspunktet i Maria Hornshøjs værker at føre beskuerne til et mentalt rum. Et mentalt rum, hvor de et par sekunder falder ud af deres egne tanker og lader sig opløse og overvælde af stilheden. For at opnå denne tilstand, arbejder hun minimalistisk og bruger farve og genkendelige elementer som katalysator.
Maria Hornshøj bruger ofte elementer fra rummene omkring det sted, hvor hendes værker udstilles. På den måde introducerer hun en genkendelighed i værket. Man kan sige, at hun låner fra "naborum" for at skabe associationer. Det skaber tryghed, og hjælper beskueren til at lade sig føre med. På denne udstilling har hun som sagt taget udgangspunkt i Strandvejens butiksstrøg.
Maria Hornshøj arbejder bredt, og der, hvor hun føler maleriet kan have begrænsninger, fortsætter hun over i objektet og videre i installationen. Maria Hornshøj (f.1974) er uddannet fra Det Kgl. Danske Kunstakademi i 2003 og har siden deltaget i en lang række udstillinger, deriblandt "Den Nye almindelighed" i De Gamles By på Nørrebro, "Outside Dekor" Galleri Kabine, "Duel" Charlottenborg Udstillingsbygning, "Ny Duel" Århus Kunstbygning.
Udstillingen er støttet af Kunstrådets Billedkunstudvalg.
Traneudstillingen vises i Hovedbibliotekets åbningstid fra den 11. oktober frem til den 9. november 2008.










