15. juni - 27. juli 2002

Udstillingen er udlånt fra Museet for Fotokunst i Odense, hvor den, som en del af museets permanente samling, blev vist indtil maj 2002.

Museumsleder Finn Thrane skriver om udstillingen:

TIDEVANDSPULS kan ses som museets bidrag til den nødvendige samtale om samfundsproblemer, som i aviserne omtales som 'forandringshastighed', 'akkordræs', 'stress' og 'zappermentalitet' og som mange kunstnere bearbejder gennem modbilleder af provokerende langsomhed og ofte slidstærk skønhed.

Sådan er det i hvert fald muligt at anskue de mange bud på en anderledes billedskaben, som ikke mindst fotografer i disse år står for. Som bekendt har kamerafolket en særlig indfaldsvinkel til langsomhedens problematik, i og med at deres billedskaben helt bogstaveligt forbruger tid og spytter den ud igen i form af mindeplader i farve eller sort/hvid - fotografiske relikvier der kan illudere et stykke levet liv, man kan blive klog af at trænge ind i og prøve at forstå.

Sådanne portrætskildringer leverer ukrainske Rita Ostrovskaya og amerikanske Keri Pickett. Kan man blive gammel med den visdom som disse blikke fortæller om, så er livet ikke levet forgæves.

Men udstillingen byder også på billeder, der er langsomme på livets og kærlighedens betingelser. Det gælder Mario Cravo Netos sensuelle brasilianske skønhed, der har al den tid der i verden skal til for at frembringe et fuldbårent barn. Og det gælder i videre betydning den hyldest til livets store kredsløb, som de tidevandspulserende havflader i skotske Thomas Joshua Coopers atlantiske værker udtrykker.

Coopers fotografiske meditationer er fastholdt med et hundredårigt trækamera, hans eneste. Tingene hører sammen. Den teknologiske primitivitet bliver attraktiv når de lange optagelsestider afsætter tidens slæbespor direkte i værket. Andre fotografer tyr med samme begrundelse til hulkameraet. Således vietnam-veteranen Craig Barber, som på sine pilgrimsrejser tilbage i Østens jungle retter det uprætentiøse kamera mod befolkning og landskaber og, mens eksponeringen skrider frem, også får styr på minderne. Mest radikalt handler tjekken Jiri Sigut, som ganske uden kamera vandrer ud i natten og anbringer det lyssensitive papir i direkte kontakt med fejende græsstrå eller faldende blade og henter det hos moder natur morgenen efter - hvis da ikke papiret får lov at blive liggende og suge indtryk til sig over uger eller måneder.

Med mange repræsenterede nationaliteter og et broget opbud af kulturer giver TIDEVANDSPULS et righoldigt indblik i langsomhedens æstetik og - formentlig - anledning til at fundere over den flygtighed og glemsel, som - med henvisning til Milan Kundera - er den uundgåelige følge af at gøre en stadigt akkumulerende hastighed til et mål i sig selv.