Åbningstider
Traneudstilling - Tine Jakobsen: Soften Your Eyes
26. november - 30. december 2005
Tine Jakobsens ærinde er at skildre det hverdagsagtige som noget, der er gennemstrømmet af poesi og åndelighed samtidigt med at vise, at tilværelsen i allerhøjeste grad har en mening og en sammenhæng.
De smukke mennesker, malet med en Botticellisk ynde, er afindividualiserede, netop fordi de på denne måde repræsenterer os alle sammen, er vores talerør og drømmende udgangspunkt i billederne.
Med åbne øjne og sanser viser de os deres, og vores, inderste tanker, forhåbninger, begær, smerte, livsmod, kærlighed og tro. Overalt er der tale om et forsøg på at balancere følelsesmæssige og bevidsthedsmæssige modsætninger, udadvendthed og indadvendthed, subjektivitet og objektivitet, præcision og antydning.
Tine Jakobsens malerier bliver øjenåbnere, hvor vi for et øjeblik kan glemme vores stressede liv og det ustyrlige sansebombardement, vi dagligt udsættes for.
I stedet tilbydes vi at leve os ind i billedernes pulsslag, hvor hverdagsfortællinger, smukke kalligrafiske landskaber og grænseoverskridende begær går op i en højere enhed. Og det på en så enkel, blid og forførerisk måde, at udstillingstitlen "Soften your eyes" udover at være sjældent poetisk må siges at være usædvanlig præcis.
Tine Jakobsen (f. 1961) er uddannet fra Kunstakademiets Arkitektskole, men sidste 10 år har hun udelukkende arbejdet som maler.
Tine Jakobsen har udstillet på en række gallerier og udstillingssteder i Danmark og udlandet, senest i Galleri North, hvor "Soften Your Eyes" blev vist i oktober 2005.
Traneudstillingen, som varer til den 30. december, er åben mandag - fredag 10 -19, lørdag og søndag 11 - 16. Biblioteket er lukket 24. - 26.12.
