Her kan du få en introduktion til det litterære mesterværk Ulysses af James Joyce, som mange nok gerne vil læse - men som er svær at komme igang med.

Kort introduktion til James Joyce: ULYSSES

af Mogens Holm fra Gentofte Hovedbiblioteks læseklub 'Ulysses'

Når man på få sider vil prøve at bringe nogle sagesløse læsere ind i James Joyces forunderlige verden, er det nok en dårlig idé at bruge for megen tid på i øvrigt interessante biografiske og bibliografiske udenværker. Det vil dog være nyttigt at kridte banen lidt op, inden vi går direkte ombord i romanen 'Ulysses'.

James Joyce er født d. 2. februar 1882, og han døde i 1941 af et blødende mavesår. Han har beskrevet sin barndom og skoletid samt tiden på University College i Dublin i bogen 'Portræt af kunstneren som ungt menneske', der udkom i 1916. Bogens handling slutter i l903, hvor han som 2l-årig Bachelor of Arts drager til Paris.

Opholdet dér bliver imidlertid kort, da hans mor dør i april 1903, hvorefter han vender hjem til Dublin. I årene l903-l904 læser han litteratur og underviser som timelærer på en skole. Han skriver digtsamlingen 'Chamber Music', og møder den l6. juni 1904 Nora Barnacle, som han derefter deler livet med. Dette fælles liv leves i udlandet, idet de rejste til Pola i Italien i oktober l904, hvor Joyce underviste på Berlitz School. I årene derefter boede parret i Trieste, Rom og Zürich. Joyce flyttede aldrig tilbage til Irland.

I 1914 skrev han en novellesamling 'Dubliners' og i 1918 et drama 'Exiles'. Hans hovedværk 'Ulysses' blev udarbejdet i årene 1914 til 1922, hvor bogen udkom på Joyces 40 års fødselsdag den 2. februar.

Der kan være grund til at nævne, at Joyce efter udgivelsen af 'Ulysses' alene arbejdede med en ny, stor roman med arbejdstitlen 'Work in progress'. Den kom til at hedde 'Finnegans Wake' og er i modsætning til 'Ulysses' ikke oversat til andre sprog. Der er tale om en sprogvidenskabelig, psykologisk og historisk roman, der er meget utilgængelig.

Siden 'Ulysses' udkom har bogen af mange været anset for at være umulig at forstå. 'Ulysses' er et meget ambitiøst forsøg på at skildre hele den vesterlandske kultur i ét lynfrosset nu: Dublin torsdag den 16. juni 1904 fra kl. 8 til efter midnat.

Datoen er valgt som en hyldest til Nora Barnacle, med hvem han netop på denne dag havde det første stævnemøde.

Væsentlige inspirationskilder til bogen er Biblen, Dantes 'Den Guddommelige Komedie', Shakespeares værker - især Hamlet og sonetterne med den sorte dame. Men sidst og ikke mindst Homers 'Odysseen'.

Den moderne og tidløse Odysseus er hos Joyce den jødiske annonceagent, Leopold Bloom, der går rundt i Dublin og kommer ud for oplevelser, der kan opfattes som komiske og hverdagsagtige gentagelser af Odysseus' farlige eventyr.

Bloom er i 1904 38 år. Odysseus' søn Telemakos, der drager ud for at finde sin omflakkende fader, er Stephen Dedalus, 22 år, således som Joyce selv var i 1904.

Joyce har ikke nogen personlig stil. Henry Miller har kaldt ham en "encyklopædisk abe, der kan efterligne enhver stilart fra bønnebog til konversationsleksikon". Ligesom Odysseus under betegnelsen 'Ingen' eller 'No man' redder livet i Kyklopens hule ved at skjule sig under vædderen, skjuler Joyce sig bag den vesterlandske litteratur. Interessant for feinschmeckere er det sikkert, at navnet "Odysseus" på græsk er dannet af to rødder: Noman og Zeus.

Hver af de 18 episoder i 'Ulysses' svarer til et afsnit i Odysseen, både med hensyn til handling og fortællemåde. Episode 12 i 'Ulysses' svarer således til Odysseus' besøg hos Kyklopen. Dette afsnit i 'Ulysses' er fortalt af en anonym dubliner 'borgeren'. Fremstillingen er krydret af gigantiske indslag af nærmest rabelaiske dimensioner. I øvrigt var denne episode det første Joyce skrev til et værk, hvis arbejdstitel var 'Odysseus i Dublin'.

Jeg vil på dette sted omtale et par væsentlige virkemidler, som Joyce benytter i bogen.

Det ene er ledemotiver. Det kan være en bestemt erindring, fx. hos Stephen: Samvittighedens brod,(i anledning af, at han nægtede at knæle ved moderens dødsleje) og hos Bloom fx. tanken om det forjættede land, om hans søn, Rudy, der døde 11 dage gammel eller om hans kones utroskab. Et stykke håndsæbe har bogen igennem sin egen lille Odyssé rundt omkring i Mr. Blooms lommer.

Et andet virkemiddel er benyttelsen af stream of consciousness teknikken. Begrebet kendes til dels fra Shakespeare, eksempelvis Hamlets "To be or not to be". Som den franske digter Mallarmé har sagt om Hamlet, "il se proméne, lisant au livres de lui-meme." Et fortilfælde, som Joyce selv har hentydet til, er Eduard Dujardin, der, i bogen 'Les lauriers sont coupes' fra 1887, har anvendt "monoloque interieure." I den nyere tid er modellen blandt andet benyttet af Agnar Mykle i 'Sangen om den røde rubin'.

Det er dog lidt af en tilsnigelse at hævde, at en tankestrøm kan beskrives med trykte ord, der ligefrem danner sætninger. Man kan vise nogle associationer, men nedskrevne associationer ligger i forlængelse af hinanden. Man må snarere tænke på et omfattende partitur som for eksempel Berlioz's 'Symphonie Fantastique'. Tankerne skifter mellem melodistemmen og over- og understemmernes variationer over temaet, ligesom emnefremmede toner, der ligger i hvileposition, pludselig kan blande sig i handlingen. Under det hele ligger ledemotiver som basso continuo. Men med det explicite sprogs utilstrækkeligheder in mente, er Joyce alligevel kommet ganske tæt på tankeverdenens funktion.

Det længste og mest udprægede eksempel på stream of consciousness findes i bogens sidste kapitel, som er en indre monolog over ca. 70 sider. Rammen er Blooms hustru Mollys halvvågne drømmeverden. I homerisk kontekst er Molly Odysseus' trofaste Penelope, der vævede om dagen og trevlede det vævede op om natten i sin stræben på at holde bejlerne hen. Mr. Blooms Penelope har kun én ting fælles med den homeriske Penelope. Det er vævning, idet Tweedy var hendes fødenavn. Hun var datter af major Brian Cooper Tweedy og den spanske jødinde, Lunita Laredo.

Den indre monolog viser med al ønskelig tydelighed, at den kødelige trofasthed ikke var det stærkeste element hos Mr. Blooms Molly. Disse ca. 70 sider er uden tegnsætning og der er tale om frie associationer. Hvis man er velbevandret i bogen, vil man opdage, at der i disse ca. 70 sider ikke indføres nyt stof. Den erfarne læser vil langt hen ad vejen få de samme, ofte vilde, associationer som Molly, og man vil genkende ledemotiver, som tidligere i bogen har været fremme i forbindelse med Bloom eller Stephen.

Stephen er James Joyce selv, og i Stephens indre monolog genfinder man Joyces barndoms- og ungdomsoplevelser, som de er skildret i den selvbiografiske 'Portræt af Kunstneren som ungt Menneske'.

Den ydre handling i Ulysses

Den 16. juni 1904 ligner for så vidt enhver anden dag i Dublin. Om formiddagen begraves en irsk borger i hvis død, spiritus ikke har været uden betydning. Lidt før midnat fødes et barn.

Ind i mellem diskuterer dublinerne ivrigt yndlingsemnet irsk politik, hører kærligheds- eller patriotiske ballader, drikker guiness m.m. eller taber penge på væddeløb. Omkring kl. 16 begås fuldbyrdet ægteskabsbrud på annonceagent Leopold Blooms bopæl. Personerne i dette forehavende er Blooms kone, Molly, og koncertarrangøren og dandyen (med rød rose i munden): Blazes Boylan ("Boilan of love").

Første del af bogen, de tre første kapitler, kl. 8 til 12, fungerer som en slags bro mellem 'Portræt af kunstneren som ungt menneske' og 'Ulysses'. Hovedpersonen her er 'Portrættets ego' (Joyce selv): Stephen Dedalus. Han er den samme lidt arrogante unge mand, som da vi forlod ham i Paris i 'Portræt af kunstneren som ungt menneske' ca. et år tidligere. I 'Ulysses' er han også i eksil, men nu i et intellektuelt eksil, hævet over sine samtidige. I første episode, kl. 8, finder vi ham, hvor han bor, i et gammelt tårn 'Martello Tower' ved Dublin Bay. Han bor sammen med en kynisk og blasfemisk medicinsk studerende Buck (Malachai) Mulligan, (der er stolt over, at hans navn består af to daktyler) og en let latterlig Oxford-mand ved navn Haynes.

Kl.l0 møder vi Stephen, der som timelærer underviser i romersk historie på Mr. Deasys drengeskole lidt syd for Dublin. Efter timen, og efter at have fået udbetalt løn, spadserer Stephen hjem langs stranden. I denne første, længere passage med indre monolog, tænker Stephen abstrakt i rytme med tidevandets bølgebevægelser. Som det senere viser sig, når vi oplever Mr. Blooms indre monologer, er der et ikke ringe åndeligt slægtskab mellem de to, dog med et betydeligt spring i tankekvaliteten og tankens konsekvens.
 

Mr. Blooms dag begynder kl. 8 i kapitel 4, hvor vi møder ham i færd med at lave te til sin kone Molly i Eccles Street nr. 7 ("Seven is dear to the mystic mind"). Bloom forlader huset et kort øjeblik for at købe en nyre til sin egen morgenmad ("Mr. Leopold Bloom ate with relish the inner organs of animals and birds"). Derefter giver han hustruen te på sengen, og videregiver et par breve.

Molly er kendt i Dublin som sangerinde, en overmoden, noget indolent sydlandsk skønhed af blandet spansk-jødisk-irsk afstamning. Også Bloom er af jødisk herkomst (ja, egentlig er det hans fader, den ungarskfødte Rudolph Viraq, der er jøde).

Desværre er Molly ikke tilfreds med udelukkende at blive betjent af Mr. Bloom, der til en vis grad accepterer hendes utroskab, som han henfører til hendes "Spanske blod". Et af brevene til Molly er fra Blazes Boylan, der blandt andet er hendes impressario i en forestående koncertturné. Han er Mollys seneste erobring. I brevet står, at han vil komme kl. 16 og "vise hende programmet".

Gennem hele dagen beskæftiger dette Blooms tanker. Hver gang han tilfældigvis støder på Boylan, eller hører ham omtalt, kommer ubehagelige associationer op, som han forgæves forsøger at besværge gennem ivrig betragtning af et eller andet forhåndenværende objekt eller andre overspringshandlinger.

Kl. 10 går Bloom, efter en udførligt beskrevet defækationsproces, ud på sin Odyssé gennem byen. I sin egenskab af annonceagent skal han holde sig i kontakt med alle mulige kundeemner. I den lille by Dublin betyder det meget forretningsmæssigt at være en flink fyr.

Karakteristik af Leopold Bloom

Han er en 38-årig, let fedladen jøde, menneskevenlig, ivrig efter at behage, jaloux, men dog accepterende. Vil gerne forklare "fænomener" for sin absolut illiterære hustru. Han er

en halvstuderet røver men med en oprigtig nysgerrighed i forhold til populær teknik, økonomi og livets store spørgsmål. Han overvejer økonomiske prospekter i Palæstina, at skrive en mesternovelle til én guinea pr. spalte, løsning af cirklens kvadratur (dusør på en million pund), indførelse af borgerløn og hvordan man bør tilbringe sit otium (den gode borgers ønskedrømme). Bloom og Molly har en datter på 15 år, Millicent eller Milly, der er i fotograflære i en anden by. De havde ca. 10 år tidligere fået en søn, Rudy, der døde som spæd. Bloom fantaserer hele tiden om denne søn, og hans forhold til Stephen er præget af dette savn.

Måske kan man betragte duoen, Stephen-Bloom, som Joyces' splittede alter ego. Et sådant kender vi f. eks. fra Jules Romains Jallez-Jerphanion i 'De gode viljer'. Vi kender det også fra Joyces senere værk 'Finnegans Wake', hvor hovedpersonen HCE, der står for Hans Christian Earwicker, eller Here comes Everybody, hvis to sønner er Shem the Penman og Shaun the Post.

Mr. Blooms første ærinde om formiddagen kl. 10 er at hente et poste restante brev på sit dæknavn, Henry Flower, fra en kontaktannoncebekendt, maskinskriversken Martha Clifford.

Henset til Mollys spanske excesser er der ikke så meget at sige til disse, i hvert fald inden for bogens rammer, mere spekulative sidespring fra Blooms side.

Derefter finder vi ham i en kirke, hvor han overværer slutningen af en gudstjeneste. Så går han på apoteket for at købe ansigtscreme til fruen, og så går han i badstue.

I næste episode bivåner han sammen med blandt andre Stephens far, Simon Dedalus, en begravelse (Paddy Dignam). Efter begravelsen tegner Bloom sig for et efter hans pengepung ret stort beløb til fordel for den afdødes enke.

Ved middagstid besøger han en avisredaktion for at aftale en annonceindrykning. Stephen besøger samme redaktion lidt senere end Bloom. Stephen har fået løn,(som tidligere nævnt), og inviterer redaktøren og andre derværende til drinks på en bar. Bloom og Stephen mødes altså ikke ved denne lejlighed.

Så er vor helt blevet sulten, men i beværtningen, hvor han vil spise, bliver han dårlig af at se "dyrene blive fodret", så han finder et andet sted, og nøjes med en sandwich og et glas bourgogne. Herefter er vi på biblioteket, hvor vi overværer en halv-platonisk dialog mellem Stephen og nogle lokale litterater. Emnet er især Shakespeare (Hamlet, fader-søn motivet). Selv spørgsmålet om, hvorvidt Shakespeare var smittet med syfilis strejfes.

Mr. Bloom dukker op for at finde noget annoncestof i en gammel avis, men heller ikke ved denne lejlighed mødes Stephen og Bloom.

Efter dette oplever vi over 18 mini-episoder borgerne i Dublin. Episoderne slutter med vicekongens procession. Hver episode er forbundet med de andre og med hele bogen, der også er opdelt i 18 kapitler.

Kl. 16 er Bloom sulten. Han spiser på Ormond Hotel, hvor Stephens far, Simon Dedalus, hans onkel, Richie Goulding, og venner hylder vin, kvinder og sang.

Kl. 17 er Bloom i en krostue. Han søger nogle folk med henblik på en indsamling til den nys begravede Dignams enke. Han jages bort af en alkoholiseret nationalist kaldet 'Borgeren'.

Nu er vor helt blevet træt, og han trækker ved 20-tiden frisk luft ved Sandymount Beach. Ved solnedgang og til fyrværkeri-akkompagnement hengiver han sig til "Onans Ritus" på foranledning af den unge Gerty McDowel. Hun viser sig at være halt, og han følger ikke sagen op.

Kl. 22 besøger han fødeafdelingen på hospitalet, hvor en bekendt, Mrs. Purefoy, har født en søn. Her træffer han endelig Stephen i et drikkelag med nogle medicin-studerende. Stephen bliver fuld og Bloom er udmattet efter sin lange odyssé, men han føler, at han må tage Stephen under sine 'faderlige' vinger. Han følger derfor med, da de unge mennesker drager ned til bordel-kvarteret.

I næste kapitel, der fremtræder i dramaform, er alt hallucinationer. Under denne "Walpurgisnacht" bliver ønsker og frygt levendegjort og optræder på scenen, der er Blooms og Stephens fælles tankeverden.

De sidste tre kapitler handler om Blooms hjemvenden. Sammen med Stephen gør han ophold i en kuskebeværtning, hvor en bolværks-søfarende Münchhausen beretter skrøner. Derefter følges parret hjem til Mr. Blooms hus, hvor de drikker kakao. Dette kapitel er formet som en skeletagtig katekismus, hvor Blooms liv bliver videnskabeligt dissekeret. Efter at Stephen er gået, går Bloom til ro ved siden af sin kone, dog med hovedet i fodenden, og derefter får vi hendes lange indre monolog - den forfinede quintessens af uforfinet kvindelighed. (Joyces kone, Nora, havde ikke nærmere kendskab til bogen 'Ulysses', og da hun engang blev spurgt, hvad hun mente om den, svarede hun den tyske spørger: "Das Buch ist ein Schwein").

En god hjælp til at trænge ind i bogen finder man hos Stuart Gilbert, der allerede i 1930 udgav en bog (revideret i 1936) om 'Ulysses'. I sin analyse af værket lægger Gilbert især vægt på forbindelsen til Odyssen.

Kort sammenligning med Odysséen

De tre første kapitler er Telemakiaden. I det første kapitel præsenteres Odysseus' søn Telemakos. I afsnit to besøger Telemakos hestebetvingeren Nestor. Tredje afsnit er om Proteus, en havgud af ægyptisk herkomst, som opsøges af Menelaos.

I Ulysses' første afsnit er hovedpersonen, som tidligere nævnt, Stephen.

I Stuart Gilberts oversigt kan man se, på hvilke scener disse afsnit udspilles og tidspunkterne herfor. Man vil også se, at de forskellige kapitler har reference til et bestemt organ, (værket som en levende organisme) kunstart eller videnskabsgren, en farve (katolsk liturgi), ligesom der til hvert kapitel hører et symbol, og man kan også aflæse, hvilken teknik, Joyce har benyttet.

De tre sidste kapitler svarer til Odysseus' hjemkomst til Itaka.

De 12 midterste kapitler svarer til Odysseus eventyr, og man kan i oversigten se de samme oplysninger som nævnt ovenfor.

Mere udførlig sammenligning med Odyséen

I Odysséens første kapitel hører man om, hvorledes Telemakos trænges af Penelopes' bejlere. I Ulysses bor Stephen Dedalus i Martello-tårnet sammen med nogle medstuderende, herunder englænderen Haines, som vil udgive Stephens aforismer, Mulligan, der låner nøglerne til tårnet og slår Stephen for penge. Ligesom Telemakos trænges af bejlerne, udnyttes Stephen altså af sine medlogerende.

I Odysséens andet kapitel søger Telemakos råd hos hestebetvingeren Nestor. I Ulysses er vi i Mr. Deasys skole. Rektoren, Deasy, optræder som den erfarne rådgiver overfor den rådsøgende Stephen. Hans kontor er præget af læder og hestebilleder. Imidlertid er det udelukkende forkerte råd, han giver. Fra rektoren får den intellektuelle Stephen den noget prosaiske kommission at få indrykket et læserbrev i avisen om mund- og klovsyge.

I kapitel tre går Stephen langs med stranden, og vi har her den første store, indre monolog. Der er tale om et åndeligt portræt af forfatteren. Proteus står for forvandlinger (trylle-kunstner). Kapitlet i 'Ulysses' er præget af tanker om metempsychosis (sjælevandring) og spørgsmålet om vekslende identiteter. Der indgår også overvejelser om livets kredsløb (womb-tomb).

De tre første kapitler er nok en medvirkende årsag til, at mange læsere på dette tidspunkt er stået af. Jeg vil derfor anbefale, at man ved første gennemlæsning går let hen over disse kapitler. Det er under alle omstændigheder en bog, der skal læses flere gange, før man føler sig rigtig lyksaliggjort.

I kapitel fire begynder Odysseus' eventyr. Som Odysseus finder vi indledningsvis Bloom fanget i Calypsos (Mollys) hule. Det er tid for afrejse, og Mr. Bloom føler kaldelsen fra sit fjerne jødiske hjemland. Også han gør sig overvejelser om sjælevandring, (metemphychosis). Han forsøger forgæves at forklare Molly, hvad det betyder. Hun siger "Mit him pik hoses - oh rock, tell us in plain words".

Som et udtryk for afskibningen fra øen/hjemmet besøger Bloom med godt resultat det lille hus, hvor han samtidig læser en novelle i et kulørt blad, og han overvejer at skrive en synftig novelle til en guinea pr. spalte.

I kapitel fem er Odysseus kommet til Lotofagerne (Lotusæderne). Da Bloom er i badstuen, påkommer der også ham en euforisk døsighed. Det er her, han optræder under pseudonymet Henry Flower ("Flower of Idleness").

I kapitel seks besøger Odysseus underverdenen, Hades. I Ulysses deltager Bloom i Dignams begravelse.

I kapitel syv er Odysseus i Vindenes Hule hos Æolus. Det er dér, hvor Odysseus' svende i ulydighed åbner for sækken med vinde. I Ulysses svarer det til Blooms besøg på en dagbladsredaktion. Der er gennemtræk i redaktionslokalerne. Der løbes med en halv vind.

I kapitel otte (lestrygonerne) er Bloom på beværtning. Lestrygonerne var kannibaler, og i Ulysses får Bloom kvalme over at betragte de andre spisende, og hans interesser vendes mod åndelige emner, kunst og kærlighed, og han mindes sit første møde med Molly, et tema, som tages op af Molly i hendes store afsluttende monolog.

I kapitel ni, der svarer til Odysseus' færd mellem Scylla og Charybdis, er vi sammen med nogle litterater på biblioteket. Der er en masse luftige hentydninger og teorier - især om Shakespeare (Hamlet og hans faders ånd, mangehovedede og uhåndgribelige som selve uhyret Scylla).

Kapitel 10, som er 'De vandrende Klipper', er egentlig en miniatureodysse i en labyrint, hvor alle bogens personer passerer, herunder samfundsstøtterne eller samfundsklipperne.

('De vandrende Klipper' er egentlig et, i Odysséen uomtalt, alternativ til den vej, som Odysseus rent faktisk tog mellem Scylla og Carybdis. Om alternativet hører man i Vergils "Æneiden").

I kapitel 11 er vi hos sirenerne, hvor Odysses er afmægtig og bundet til masten. I Ulysses er klokken blevet 16, og Bloom er på Ormond bar. Problemet er, som tidligere nævnt, at kl. 16 skulle hans kone have besøg af Mr. Boylan. Bloom er afmægtig og lider alle jalousiens kvaler og, som man erfarer i Mollys afsluttende monolog, med rette. I dette kapitel er kunstarten musik, og symbolet er barpigerne, som meget betegnende hedder Minna (minor eller mol) og Lydia (lydisk eller dur). Selve kapitlet er bygget musikalsk op med en indledning, en gennemføringsdel og en coda, der tematisk svarer til indledningen.

Hos Kykloperne i kapitel 12 kommer Bloom i vanskeligheder, idet han på værtshuset møder den politisk enøjede borger. Denne borger er meget aggressiv i sin patriotisme. Debatten om politik foregår i en gigantstil, som leder tanken hen på Rabelais´ Gargantua. Beretningen er anonym (figuren "Ingen").

I et interview fra 1936 med Joyce under besøg i København udtaler han i øvrigt til intervieweren, Ole Vinding, at han er aldeles uinteresseret i politik. Efter at Bloom næsten havde ramt borgeren i øjet med sin glødende cigar (jfr. Odysseus' glødende pæl i Kyklopens øje), lykkes det ham at slippe ud af beværtningen, mens borgeren kaster konservesdåser efter ham. Ånden besejrer materien og i et fabulerende afsnit stiger "Ben Bloom Eliah" til himmels i en ildvogn.

I Nausikaa-episoden i kapitel 13, der foregår på stranden, får vi en håbløs kærlighedshistorie, skrevet i en meget naivistisk ungpigestil. Det svarer til historien, hvor Odysseus kastes op på stranden på Faiakernes Ø, og bliver fundet af den boldspillende Nausikaa.

I kapitel 14, solgudens okser, er der tale om udvikling og frugtbarhed. Vi er på fødeafdelingen. Teknikken her er fosterudvikling, men der er tale om sprogets embryologi. Bloom bliver trukket ind i et lokale, hvor Stephen og de medicin-studerende sidder i et drikkelag og drøfter frugtbarheds- og fødselsproblemer. Hændelserne skildres i ni afsnit (de ni måneder), der viser Joyces fantastiske evne til at efterligne enhver stilart. Der indledes med nogle gamle kultiske udråb, og de efterfølgende afsnit er skrevet i kendte engelske forfatteres stil. Der er tale om eksempelvis Mandeville, Malory, Brown, Bunjyan, Defoe, Swift, Lamb og Maccauly.

Under samtalen indtages dåsesardiner og en del mjød. Under påvirkning af dette sidste fluidum går stilen over i en dithyrambisk gospelstil, også kaldet fuldemandssnak.

I kapitel 15 er vi hos troldkvinden Kirke. Det var hende, der i Odyssen omskabte Odysseus' mænd til svin. I Ulysses er scenen bordellet hos bordelmutter Bella Cohen. Stemningen i afsnittet er magisk, alt er besjælet, alt er teater, ingen er sig selv, Bloom skifter køn (vi erindrer identiteten Ingen eller Noman), og bordelværtinden bliver en ridepisk-svingende teaterdirektør, kaldet Bello.

Mellem Stephen og Bloom indtræder en vis åndelig forening. De tænker hinandens tanker. Under hallucinationen sker der en personifikation af de mærkeligste fænomener, blandt andet optræder på slap line: verdens ende og nattetimerne, der er piger i blå gevanter. I en turbulent dansescene smadrer Stephen petroleumslampen med sin asketræsstok. Lyset forsvinder (omvendt skaben), det er ragnarok. Stillet overfor erstatningskrav fra bordelværtinden flygter vore venner ud på gaden, hvor de møder nogle stærkt nationalistiske soldater, som slår Stephen ned. Bloom redder ham ud af vanskelighederne.

I kapitel 16 er vi nået til Odysseus' hjemkomst til Itaka med start i Eumæus (kuskebarakken). Det interessante er, at i Eumæus skjuler Odysseus sin identitet. I Ulysses fortæller en bolværksmatros løgnehistorier, og Blooms identitet tilsløres, idet han i aftenavisens omtale af gæsterne ved Dignams begravelse er betegnet som L. Boom.

I kapitel 17 er vi i Odyssen tilbage på Itaka med Odysseus' drab på bejlerne. I Ulysses er vi tilbage i Blooms køkken. I kort, skeletagtig form dræbes illusioner og temaer, herunder besvares spørgsmålet "Er Stephen Blooms søn" ? med et "Nej" (kort og godt). Man hører, at Bloom kommer ind i soveværelset og ydmygt lægger sig i fodenden. Til sin halvt sovende Molly fortæller han et skånsomt udvalg af dagens oplevelser.

I kapitel 18 er vi sammen med Molly, Odysséens Penelope. Hun repræsenterer en treenighed af personer: Penelope, Calypso og Gea Tellus, jorden selv. Iøvrigt er hele dette afsnit en højsang til den jordiske kærlighed. Molly har, trods sine eskapader, en stor ømhed overfor "sin Poldy". Hun er "trofast" på sin egen måde. Molly repræsenterer "das ewig weibliche". Hendes tankestrøm ender med en række ja'er, idet hun falder i søvn.

Afsluttende kommentarer

Joyce søgte længe efter en dansk oversætter. (Han havde selv i sin ungdom lært sig dansk for at kunne læse Ibsen på originalsproget). De adspurgte, eksempelvis Tom Kristensen, den første præsident for det danske Joyce-selskab, sagde nej tak, selv om han var stærkt påvirket af Ulysses, hvilket klart fremgår af hans "Hærværk" og en dobbeltkronik i Politiken fra 1930. Først i 1949 kom den danske oversættelse ved den altoverkommende og uforknytte Mogens Boisen, der efterfulgte Tom Kristensen som præsident. Denne oversættelse var, om end den rummede en del unøjagtigheder, der blev rettet i de følgende udgaver, en meget stor bedrift.

Har du kommentarer til Mogens Holms præsentation af 'Ulysses' kan han kontaktes på følgende mailadresse: Mogens.holm@webspeed.dk