Bogen er basalt en smuk kærlighedshistorie med en usædvanlig forvikling, og den er gennemsyret af både humor og hovedpersonens ønske om at få et almindeligt liv.
Hvor mange drømmer ikke om at kunne rejse i tiden? Hvor mange inderligt forelskede ønsker ikke bare at have kendt sin kæreste også som barn? Ikke kun se billeder og høre historier, men virkelig møde ham eller hende?
Henry gør det.
En fejl i hans gener gør, at han rejser i tiden med ujævne mellemrum og flere gange kommer til den store eng, hvor Clare leger hver dag. Han ved endda hvornår i hendes tid, han dukker op og giver hende en liste, så da de endelig mødes, kender hun ham særdeles godt. Han kender bare ikke hende - for hans besøg hos hendes barndom foregår senere i hans liv, end hans realtid er nået. Og det er ikke den eneste forvikling.
Tidsrejserne udløses af stress i rette mængde, og er han nervøs for, det kan ske på et afgørende tidspunkt, er det selvforstærkende: Han er hunderæd for at forsvinde fra sit eget bryllup - så det sker.
Når han rejser, er det udelukkende ham selv, så han dukker op uden en trævl på kroppen, uden at vide hvor og ikke mindst hvornår, han er.
I lang tid er Clare og hans gamle barnepige de eneste, der tror ham. Adskillige læger kalder ham psykotisk, og den eneste, der tror ham, gør det kun, fordi han forsvinder for hans øjne. Og endelig tærer tidsrejserne på hans fysik.
Sproget gnistrer og lever, så man næsten kan høre personernes stemme og tonefald for sig. Anbefales varmt.
