I Villabyerne anbefaler biblioteket hver uge en bog - denne gang er det romanen "Øst for paradis" af den amerikanske Nobelpristager John Steinbeck.

Biblioteket anbefaler: "Øst for paradis" af John Steinbeck
John Steinbecks storslåede roman "Øst for paradis" har i mine øjne aldrig opnået den anerkendelse i Norden, som den fortjener. Steinbeck har selv kaldt romanen for "The big one. Historien om mig selv, og historien om mit land" og den er på alle måder et hovedværk, hvor forfatteren på sublim vis fletter biografisk og litterært materiale sammen indenfor en allegorisk ramme, der sjældent er set finere og mere nænsomt udført. Præcis som mennesket selv, er "Øst for paradis" bygget op over de to stridende størrelser, som sproget har for vane at kalde "det gode og det onde", men som i virkeligheden er langt mere nuanceret. Litterært eksemplificeres dette i det bibelske Kain-Abel-motiv, der bæres på skuldrene af tvillingebrødrene Caleb og Adam. Caleb, vil mange huske personificeret af James Dean i filmen af samme navn fra 1955. Romanen omfatter tre generationer og spænder over 56 år, indtil den slutter i 1918. Man følger de to familier, The Hamiltons, som er Steinbeck's egen slægt, og så den opdigtede familie, Trasks. Romanen er en rigt facetteret generationsroman, en skæbnefortælling og et kærligt portræt af Steinbecks hjemstavn, Salinas dalen i Californien. Den er et stykke amerikansk historie ligeså meget, som den er et nuanceret psykologisk drama af højeste kaliber, og derfor kan det undre én, hvordan der kan hvile en så slående enkelhed og selvfølgelighed over hele bogen. Her fortælles om lidenskab og kærlighed, om at give livet tilbage til det livløse menneske, men også om rystende ondskab, og om den tilgivelse, der er så nødvendig i vores komplekse liv med hinanden.
John Steinbeck er født i Californien i 1902 og fik Nobelprisen i 1962. Han er desuden kendt for romanerne "Mus og mænd", "vredens druer" og "Dagdriverbanden"
Læs også anbefalingen på side 11 i denne uges Villabyerne