Åbningstider
Tilmeld dig og få biblioteket anbefaler pr. mail hver uge.
Biblioteket anbefaler
"Prolog" er en ubærlig fortælling om en piges ubærlige skæbne. Hun bliver seksuelt misbrugt af sin far og vokser op i et utrygt og voldeligt miljø. Faren med de lange lemmer terroriserer, tæsker og smadrer sin familie. I korte nedslag følger vi livet set gennem pigens øjne, fra hun er 4 år, og overgrebene starter, til hun er midt i 20'erne, hvor hun er kommet fysisk væk fra sin far, men stadig er under hans manipulerende indflydelse. Romanen er et uafrysteligt portræt af en sart og stærk bevidsthed - og af bevidsthedens dybe drift efter at finde overlevelse og kærlighed. Det er en tekst, der på mange måder er svær at læse, men sådan må det være med et så svært stof. Sproget ter sig som det lemlæstede sind, det beskriver. Når der engang imellem trænger glimt af realisme igennem sprogets tæthed er det så barskt, at det gør ondt at læse. For eksempel den scene, hvor en psykolog besøger hjemmet og fuldt ud føres bag lyset af den stive og krampagtige familieforestilling, faderen fremfører. "Prolog" er en vigtig bog. Den giver det ordløse stemme.
Christel Wiinblad, der er født 1980 i Svendborg, er en dansk digter og forfatter, uddannet fra Forfatterskolen i 2008. Wiinblads første bog er en samling kærlige portrætter af dels venner, familiemedlemmer og kolleger, dels medieikoner. Hendes anden bog er en beskrivelse af hendes lillebrors selvmordsforsøg. Bogen fik en massiv mediedækning, ikke mindst da broderen efterfølgende faktisk begik selvmord. "Prolog" er Christel Wiinblads tredje bog.
Af Signe Langved Pallisgaard, lagt online 10.08.2010
