Åbningstider
Julekonkurrence for børn i alderen 9-14 år
Du skal skrive hvordan den perfekte jul vil være for dig. Det behøver ikke være noget du har oplevet. Men en lille historie om hvordan du bedst kunne tænke dig at julen skal være. Det kan også være et digt - eller en beretning om en jul du allerede har oplevet.
Din tekst skal skrives på computer og være på 300-500 ord. Den skal sendes til konkurrence@ordet-fanger.dk senest d. 31. december 2011.
Vinderen offentliggøres på http://www.ordet-fanger.dk/ d. 31. Januar 2012. 1. præmien er et års forbrug af bøger samt et besøg af en forfatter, der vil komme ud og holde foredrag i din
skoleklasse.
De 10 bedste bidrag bliver samlet til Ordet fangers elektroniske julebog, som kommer til at ligge på Ordet Fangers hjemmeside.
BLIV INSPIRERET.
På http://www.ordet-fanger.dk/ kan du se en lille film hvor forfatteren Dy Plambeck fortæller hvordan hun arbejder, når hun skriver sine børnebøger. Dy Plambeck er bl.a. forfatter til serien "Os fra Blomsterkvarteret".
Når du skriver, er det godt at have en plan, at have overblik over hvad du vil skrive, og hvordan du vil skrive.Du kan bruge nogle af skriverådene som du kan læse om herunder:
Skriveråd til 9-11 årige.
Før du skriver:
Tænk over
- Om du vil skrive om noget du selv har oplevet, eller om noget du digter ud fra dine tanker og din fantasi.
- Hvem der skal være med i din tekst.
- Hvor din tekst skal foregå.
- Hvordan din tekst skal begynde.
Du kan skrive ideer ned, så du husker dem mens du skriver.
Mens du skriver:
Tænk på hvordan du skriver, fx:
- Indleder du dine sætninger forskelligt?
- Er steder og personer levende? Kan man se, høre, og mærke dem?
Efter du har skrevet:
Læs din tekst langsomt igennem, måske sammen med en kammerat. Det er en god ide at læse den højt.
Undersøg
- Om der er noget som er svært at forstå.
- Om der ord eller sætninger du vil lave om
- Om du har stavet alle ord rigtigt.
- Om du har sat punktummer og lavet afsnit i din tekst.
Læs din tekst en sidste gang. Er den som du gerne vil have den?
Måske vil du tegne til den eller sætte et billede ind i den. Det må du gerne.
Skriveråd til 12-14 årige
Før du skriver:
Tænk over
- Om du vil skrive om en oplevelse du har haft, om noget du digter ud fra din fantasi og dine tanker, eller om noget du har læst eller hørt om.
- Hvor din tekst skal foregå. Beskriv stedet.
- Hvem der er med i din tekst. Giv personerne navne og egenskaber.
- Hvordan din tekst skal begynde. Skriv evt. flere forslag,og vælg det bedste.
- Hvordan din tekst skal bygges op.
Det er en god ide at skrive stikord om de forskellige punkter, så du har dem klar foran dig mens du skriver.
Mens du skriver:
Tænk på hvordan du skriver, fx:
- Anvender du ord der passer til den genre du har valgt at skrive i, og hvordan formulerer du dine sætninger? Indled dem på forskellige måder.
- Giver du personer og steder liv? Brug sanseord (lugt, smag, syn, følelse, tanker, lyde ...)
- Laver du afsnit og sætter punktummer og kommaer?
Efter du har skrevet:
Læs din tekst grundigt igennem, måske sammen med en kammerat. Det er en god ide at læse den højt.
Undersøg
- Om den er klar og let at forstå.
- Om den passer til de planer du havde i begyndelsen.
- Om der er ord og sætninger der skal ændres, slettes eller flyttes rundt?
- Om du har stavet alle ord rigtigt og sat de rigtige tegn.
Ret din tekst en sidste gang, og tjek at den ser ud som du har planlagt.
Måske vil du illustrere den med en tegning eller et billede. Det kan være en god ide.
