Åbningstider
Brandbiler og politi på biblioteket
En lang kø af forventningsfulde børn med deres forældre stod lørdag d. 24. maj kl.10.30 foran Gentofte Hovedbibliotek. De ventede på Gentofte Politi og Gentofte Brandvæsen, der skulle fremvise deres redningskøretøjer.
Kl.10.55 kom der en ambulance kørende, den vendte dog om og kørte fra stedet med fuld udrykning. Skuffelsen var stor over at den ikke blev. Men i det samme trillede den første polititbil ind på P-pladsen og efter den, to af de store brandbiler og en ambulance. Børnene blev sluppet løs og fik lov til at kigge, pille og spørge. Måske var fædrene ekstra spørgelystne, og hvem vil ikke gerne prøve at sidde bag rattet i et redningskøretøj. Stigevognen blev brugt flittigt til at hejse børn og forældre op og ned, og der blev uddelt brandmandshatte og små bøger om redningsarbejde. Flere af børnene fortsatte ind i biblioteket for lige at få en bog eller en film med hjem om politi og brandmænd.
To timer blev de flotte køretøjer holdende og politiet talte, at der var omkring 800 mennesker igennem på denne solfyldte forårsdag.

Stigevognen vises frem

Der kigges på alt udstyr i brandbilen

Hvem tør prøve en lufttur?

Mulighed for et frivilligt kig i politibilen
