Åbningstider
Læs Løs Lab - Læsernes Litteratur Festival
Passion, inspiration, hygge, gys, romantik, sex, intriger, hævn, spænding, indlevelse, drama, indsigt og oplevelse - hvor får man lige det? For eksempel i litteratur, i bøgernes verden; i det rum hvor du står, ligger eller sidder med en fængende bog i hænderne. Om det så er i toget, i flyet, i lænestolen eller i sengen. Og du kan ikke slippe den!
Der sælges bøger som aldrig før; ja, det er gået hen og blevet trendy at læse. Og flere og flere læsere vil gerne mødes indbyrdes og/ eller med forfatteren for at give deres meninger til kende.
Selvom bogen læses i et forholdsvis asocialt rum mellem læser og bog, er resultatet i den grad med til at skabe sociale bevægelser. Såvel virtuelle som fysiske læsekredse er populære som aldrig før. Og mødet mellem læsere og forfattere er i dag ikke kun én-vejs-kommunikation, men i høj grad præget af dialog. Læserne er ikke en anonym masse, de har meninger og vil gerne udveklse disse. Ligesom på internettet er brugerne, læserne, aktive. I dag kalder vi det også brugerinddragelse og brugergeneret indhold, ikke kun som del af fx. læsekredse, men også på det individuelle plan.
Derfor er Læs Løs Lab, Læsernes Litteraturfestival, nu en realitet. 20 biblioteker i Nordsjælland og Storkøbenhavn er gået sammen om at stable denne festival på benene i dagene fra den 3. til den 9.marts.
I hele perioden vil der være arrangementer og aktiviteter som skriveværksteder, bytte-bog dag, tør-du-ta-springet - mød 3 der valgte at blive forfatter, litteraturquiz, svenske krimier med brunch, bogdating, Jane Austen Afternoon Tea, Pubquiz, 5 Læsekredse møder Morten Sabroe, læserne anbefaler med meget mere rundt omkring på de pågældende biblioteker.
Den 8.marts, på kvindernes internationale kampdag, har bibliotekerne sammensat et program for hele dagen, og denne dag foregår alting på Gentofte Hovedbibliotek.
Se hele oversigten med mere end 30 arrangementer for både børn og voksne i Nordsjælland og Storkøbenhavn:
Se programmet for den 8. marts på Gentofte Bibliotekerne:
Programmet for den 8. marts på Gentofte Bibliotekerne kan også ses online
